Klimauge skal lokke studerende til at gøre klimakarriere | Visitnordvestjylland

Klimauge skal lokke studerende til at gøre klimakarriere

Onsdag, oktober 31, 2018

For andet år i træk slår Studenterhus Aarhus og Klimatorium i Lemvig dørene op for Climate Challenge – en hel uge hvor studerende, forskere og erhvervsliv sætter fokus på klimaudfordringer, og hvordan de kan løses. Om du er naturvidenskaber, ingeniør, businessstuderende eller humanist, så er der brug for dig og dine kompetencer. Det er hovedbudskabet, når Studenterhus Aarhus og Klimatorium i Lemvig afholder Climate Challenge d. 5.- 9. november.

I løbet af fem indholdsrige dage har studerende chancen for at blive klogere på fremtidens erhvervsmuligheder inden for bæredygtig klimateknologi, og hvordan man kan skabe sig en karriere inden for klimafeltet og være med til at løse højaktuelle problemstillinger.

Det sker gennem workshops og foredrag med repræsentanter fra blandt andet Carlsberg Group, Roskilde Festival, Lemvig Vand og Spildevand, Plastix og mange flere. Torsdag vil der desuden være ekskursion til Lemvig, hvor studerende med egne øjne kan se, hvordan man arbejder med at løse klimaudfordringer lokalt, samt hvordan lokale virksomheder bidrager til løsning af Klimaudfordringer både lokalt, nationalt og internationalt. Her kan de studerende få direkte kontakt til nogle af de virksomheder, som potentielt kan blive en kommende arbejdsgiver.

"Klimaforandringer er en kæmpe udfordring, men det også som en kæmpe mulighed. Det er her fremtidens arbejdspladser vil være. Med Climate Challenge har vi mulighed for at vise de studerende, at der er rigtig mange muligheder for at få et job i klimasektoren," siger Lars Holmegaard, direktør for Lemvig Vand og Spildevand og projektleder for Klimatorium.

Klimajobs for alle fagligheder Klimaforandringer og bæredygtighed er et brandvarmt emne og er ikke begrænset til et bestemt fagområde. Der er altså både brug for fysikere og formidlere, når klimaudfordringen skal på dagordenen.

"Climate Challenge er for os en måde at vise de studerende, at der er spændende jobmuligheder for højtuddannede i det vestjyske. Klimaforandringer sker her og nu i vores område, og der kommer hele tiden nye virksomheder til som arbejder med netop dette. Vi har brug for studerende fra alle fagligheder til at løse de udfordringer, vi står overfor," siger Borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune.

På Aarhus Universitet ser man ligeledes Climate Challenge som et vigtigt samarbejde:

”På Aarhus Universitet udvikler og studerer vi netop den viden, der kan bruges til at bremse klimatruslen. Climate Challenge giver os og de studerende muligheden for at blive inspireret af og samarbejde med erhvervslivet, så forskningen omdannes til erhvervsudvikling og økonomisk vækst - og kommer hele verden til gavn," siger Brian Bech Nielsen, rektor, Aarhus Universitet. 

"Og Climate Challenge er en rigtig god mulighed for de studerende til at se virksomhederne an og måske endda få en fod indenfor," siger Anne Thorø Nielsen, direktør for Studenterhus Aarhus:

”De studerende har værdifulde perspektiver og nye idéer, som erhvervslivet kan bruge til at løse klimaudfordringerne. Med Climate Challenge bygger vi bro mellem de aarhusianske studerende og erhvervslivet, inden de studerende står med deres diplom i hånden.”

Om Climate Challenge
Climate Challenge er udviklet som en del af det kommende Klimatorium i Lemvig. Klimatorium er en del af EU-projektet Coast to Coast Climate Challenge. Udviklingen er sket som et samarbejde Mellem Studenterhus Aarhus, uddannelsesinstitutionerne i Aarhus, Lemvig Kommune samt Lemvig Vand og Spildevand.

Pris? Det er gratis for alle at deltage i ugens foredrag og workshops. 

Hvor? Studenterhus Aarhus, Nodre Ringgade 3, 8000 Aarhus. 

Hvornår? Den 5. - 9. november 2018

Mere info om programmet og de enkelte temadage kan findes her:
https://studenterhusaarhus.dk/projekter/climate-challenge

For yderligere information kontakt:
Janus Priess, marketingkoordinator Studenterhus Aarhus
Tlf: 40 90 40 64
Mail: janus@stude...

Del denne side