Kinesere jagter klima-viden i Lemvig

Kinesere jagter klima-viden i Lemvig

Onsdag, december 13, 2017

I går besøgte en kinesisk topdelegation Lemvig, hvor de bl.a. høstede viden om hvordan man undgår vandspild, besøgte Lemvig Biogas samt hørte om Klimatorium Lemvig – Danmarks internationale klimacenter. Gæsterne kommer fra The Jiangsu Water Ressources Department og fra Jiangsu Water Conservancy Project og besøget var stablet på benene af Via University College og Klimatorium i Lemvig.

"Vi har tidligere haft besøg af udenlandske delegationer, da vi har unikke løsninger på vand og klimaområdet, der er best practice i hele verden," siger direktør Lars Holmegaard fra Lemvig Vand & Spildevand og leder af Klimatorium i Lemvig.

De 17 kinesere kommer fra byen Ninjang, med cirka 8,3 millioner indbyggere.

Hele verden står over for enorme investeringer i vand og klimaløsninger. Det anslås at der skal investeres 3.000 milliarder kroner i løsninger hvert år på verdensplan.

Alene i Kina regner man med investeringer svarende til en milliard kroner om dagen i vandprojekter i hele det store land.

"For nogle år tilbage lavede Danmark og Kina en aftale om et samarbejde, fordi vi har de samme miljøudfordringer. For cirka et år siden besøgte den danske regering Kina, og nu besøger vi Danmark," fortæller Huang Zhangyu, Divisionschef for Jiangsu Water Resources Department.

"Vi er kommet til Lemvig fordi vi vil undersøge hvordan I håndterer spildevand, og hvordan I beskytter vandressourcerne. Og også for at se oversvømmelseskontrolsystemet, og hvordan I udvikler byerne som ligger ud til kysten," tilføjer Zhu Min, Principal Member of Jiangsu Water Resource Department.

Det internationale Klimatorium i Lemvig er et projekt under Coast2Cost Climate Challenge, hvor Region Midt, EU, Lemvig Kommune og Lemvig Vand & Spildevand er hovedaktører.

Del denne side

 

For yderligere oplysninger:
Lars Holmegaard
T: 40 48 30 08